Skrøbeligt

Skolen arrangerer aktiviteter alle hverdage, og i dag fik turen til en lokal chokoladebutik. Den tilhører en familie, som har dyrket og raffineret kakao gennem seks generationer. Planten er stærkt knyttet til maya-kulturen, og vi fik et lærerigt oplæg om dens oprindelse. Carlitos stod for aktiviteten. Han er lærer på skolen, sidst i halvtredserne, og lider af Parkinsons. Han har et af de venligste ansigter man kan tænke sig og en mild og munter latter. På grund af hans runde figur minder han lidt om sådan en bamse, som børn sover med. På vej til butikken spurgte jeg ham, om han kunne lide chokolade. Han svarede, "Nej... jeg elsker det!" og fniste. I butikken fik vi chokoladefondue med friske jordbær. Jeg så Carlitos rystende hænder, der langsomt stangede et bær og tålmodigt dyppede det i den flydende chokolade. Bærret faldt af fonduestangen og forsvandt i chokolademassen. Prøvende stangede han svagt ned i chokoladen for at fange bærret. Jeg blev pludseligt rørt ved synet. Han så på mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe? Jeg stak ned og fandt bærret, løftede det over på hans tallerken. Roligt fik han fat på det, og vi spiste videre. Sådan er der i livet af og til små glimt, der synes at rumme noget større. Vores verden er skrøbelig, og vi er tit overladt til hinandens tålmodighed og tillid.