Jazz

En stor del af Xelas befolkning har indianske rødder, og der er mange traditionelle dragter i bybilledet. Efter sigende skulle det forklare byens afslappede stemning. Samtidig er der noget kosmopolitisk over byen, som måske hænger sammen med, at mange europæere flygtede til Latinamerika under 2. Verdenskrig, eller at Guatemala opnåede kultstatus under ungdomsoprøret, eller at Xela simpelthen bare er en smuk by, som mange turister i tidens løb ikke har kunnet forlade. I dag var jeg i det nyklassicistiske Teatro Municipal til åbningen af Xelas sjette internationale jazzfestival. Allianza Francesa stod for aftenens arrangement, en fransk duo bestående af en virtuos harmonikaspiller og en forførende chanteuse, der sammen fortolkede Leo Ferrés repertoire. Stemningen var god, folk virkede taknemmelige, imponerede og entusiastiske i mødet med den traditionelle franske musik. Til "La Vie en rose" klappede folk i takt, til "Milord" brød folk ud i fællesnyn. Grebet af stemningen introducerede sangerinden aftenens sidste sang med ordene: "Den her kender tout le monde." Jeg ved ikke hvad det var for en sang, og jeg tror ikke rigtig der var nogen i salen der kendte den, men det lød smukt, og vi overgav os til musikken.