Min trejde klasse på pigeskolen er inde i en lidt hård periode, tror jeg. De driller hinanden, og når jeg overtager undervisningen efter spisefrikvarteret, er der tit nogen der græder. Det kræver sit at holde styr på dem, og ærligt talt er jeg ikke vildt godt rustet til det. De andre lærere foreslår, at jeg sender nogle elever uden for døren, men det har jeg ikke lyst til. I dag skulle vi gennemgå følelser på engelsk. Jeg tegnede forskellige ansigter på tavlen og skrev "HAPPY", "SAD", "TIRED" og "ANGRY". Så skulle vi i kor spørge til hinandens humør, men først skulle jeg bruge fem minutter på at få alle til at sidde ned. Til sidst var der kun én uopmærksom pige tilbage, hun sad på gulvet på forreste række og sorterede indholdet i sin skoletaske. "Siéntate por favor!" sagde jeg et par gange, men hun reagerede ikke. De andre elever kunne nok se min magtesløshed, og jeg kunne kun se den lille piges hestehale, der stak op som et håndtag. Som en vits tog jeg fat, og pegede hendes hovede i retning af stolen. De andre elever grinede, det gjorde hun også, så satte hun sig, og så kunne vi begynde. Efter et par minutter begyndte hun så alligevel at mukke, og til sidst sad hun og græd. Hvad gør man så? Hjælpelærerne spurgte hvad der var sket, jeg fortalte at jeg havde hevet hende i håret, og de lo begge to. Så gik hun uden for døren med en lærer for at snakke lidt. Jeg gennemførte undervisningen, noget varm i kinderne og fuld af tanker om at møde på rektors kontor for at modtage en bortvisning.
No hay comentarios:
Publicar un comentario