Guatemala

I weekenden kom min novia fra hovedstaden på besøg i Xela. Vi var på restaurant og kaffebar, til koncert og en del på hotelværelset. På et tidspunkt så hun alvorligt på mig og sagde: "Jeg håber, du har mange gode minder fra Guatemala, så du har lyst til at komme tilbage." Der er mange, som spørger mig, hvad jeg synes om landet, og om jeg har lyst til besøge Guatemala i fremtiden. Det er følsomme spørgsmål, og der er reelt set kun et høfligt svar: jeg elsker dit land, og selvfølgelig vil jeg tilbage en dag.

Det ved jeg i virkeligheden ikke om jeg vil. Der er mennesker fra hele verden, som forelsker sig i Centralamerika. De vender tilbage igen og igen, og nogle af dem slår sig ned. Jeg har været glad for at være her, men jeg er ikke forelsket i landet. Måske er kærlighed til fremmede lande ligesom alle mulige andre former for kærlighed: the first cut is the deepest. For nogle år siden rejste jeg til Indien, og jeg forelskede mig i det store, umulige, fantastiske land. På en måde står min oplevelse af Guatemala i skyggen af den oplevelse. Indien er kommet til at udgøre en slags referenceramme for mig, og jeg har forstået mange ting her ud fra mine erfaringer i Indien. Hver dag i Guatemala har jeg tænkt på Indien.

Jeg har haft mange gode oplevelser i Guatemala; bjergvandringer, byvandringer, koncerter, fester, dagligdagens trummerum, kys. Jeg har lært en masse om Guatemala, og jeg har set Europa og USA fra et nyt perspektiv. I Danmark var jeg trist ved udsigten til en kold og mørk senvinter, og jeg har været flyvende under Guatemalas stærke sol. Jeg har nydt min ferie. Alligevel tror jeg ikke, at jeg vil savne Guatemala. Ikke som jeg lige nu savner min familie og mine venner i Danmark.

"Hvornår kommer du tilbage?" spørger hun, og jeg kan ikke finde svaret. "Jeg ved det ikke," siger jeg, for det er i hvert fald rigtigt, man ved aldrig hvad der sker. Hun kan nok mærke, at svaret er ærligt, men det er ikke tilfredsstillende. Jeg kommer i tanke om en af mine yndlingsklicheer, den er fra The Commitments og kan bruges, når noget slutter uden en afslutning. Jeg ser hende dybt i øjnene og siger: "De esta manera es una poesía." This way it's poetry.

Tortillas

I guidebøger om Guatemala kan man læse, at hverdagskosten består af tortillas og bønner. Det leder måske tankerne hen på de dér tørre og melede men ret lækre fladbrød man kan købe i Fakta og en stærk, sammenkogt chiliret med store røde bønner. Sådan er det ikke. En stor gul majskolbe med smeltet smør og måske en smule lime eller salt smager drøngodt, men af en eller anden grund, smager majs helt anderledes i tortillaudgaven. Konsistensen er slatten som en karklud, og smagen er doven og leder tankerne hen på vand der har stået stille alt for længe. Bønnerne er brune som brun sovs med løg, og serveres enten kogt eller most. De smager ikke rigtig af noget, og der lader ikke til at være tradition for at krydre maden. Som ekstra tilbehør serveres ofte kogte eller stegte bananer. Konsistensen er grødet og smagen er på en gang sød og anonym. Sjovt nok er der ikke særligt mange europæere, der er helt vilde med guatemalansk mad, men de lokale spiser tortillas, frijoles og platanos morgen, middag og aften. Det er en særegen madkultur, og jeg ved ikke hvordan den hænger sammen med de fantastiske råvarer, man kan købe på de endeløse frugt- og grøntmarkeder. Men bare rolig - der er guacamole!

Destino

I dag fik jeg tidligt fri fra skolen og daskede lidt rundt i formiddagsbyen. Jeg hentede billetter til weekendens jazzkoncert og ledte efter en rød sweater i en genbrugsbutik. I et lyskryds fik jeg øje på Chavi og stak en hilsende hånd i vejret: "Hola!" Chavi er en rund og charmerende fyr fra Barcelona, som lidt ligner en skuespiller. Han er matematiklærer, men er taget til Centralamerika for at skrive en roman om kærlighed. Jeg gjorde ham følge, og over en kop kaffe på El Cuartito gennemgik vi romanens handling, som jeg udsatte for god gammeldags strukturanalyse. Chavi satte pris på min ærlige kritik og mine forslag til forbedringer. Flere gange tog han grinende min hånd og gav udtryk for, at jeg var intet mindre end genial. Jeg mødte Chavi i San Pedro, men vi glemte at udveksle kontaktoplysninger, så det var lidt af et lykketræf at rende ind i hinanden i Xela. Han var ikke sen til at tilskrive tilfældet skæbnen, og jeg var glad for at give ham ret. Således opmuntret gik jeg efter et par timer hjem til mig selv - med skæbnen i ryggen.

Lektor Blomme

Min trejde klasse på pigeskolen er inde i en lidt hård periode, tror jeg. De driller hinanden, og når jeg overtager undervisningen efter spisefrikvarteret, er der tit nogen der græder. Det kræver sit at holde styr på dem, og ærligt talt er jeg ikke vildt godt rustet til det. De andre lærere foreslår, at jeg sender nogle elever uden for døren, men det har jeg ikke lyst til. I dag skulle vi gennemgå følelser på engelsk. Jeg tegnede forskellige ansigter på tavlen og skrev "HAPPY", "SAD", "TIRED" og "ANGRY". Så skulle vi i kor spørge til hinandens humør, men først skulle jeg bruge fem minutter på at få alle til at sidde ned. Til sidst var der kun én uopmærksom pige tilbage, hun sad på gulvet på forreste række og sorterede indholdet i sin skoletaske. "Siéntate por favor!" sagde jeg et par gange, men hun reagerede ikke. De andre elever kunne nok se min magtesløshed, og jeg kunne kun se den lille piges hestehale, der stak op som et håndtag. Som en vits tog jeg fat, og pegede hendes hovede i retning af stolen. De andre elever grinede, det gjorde hun også, så satte hun sig, og så kunne vi begynde. Efter et par minutter begyndte hun så alligevel at mukke, og til sidst sad hun og græd. Hvad gør man så? Hjælpelærerne spurgte hvad der var sket, jeg fortalte at jeg havde hevet hende i håret, og de lo begge to. Så gik hun uden for døren med en lærer for at snakke lidt. Jeg gennemførte undervisningen, noget varm i kinderne og fuld af tanker om at møde på rektors kontor for at modtage en bortvisning.

San Pedro

Længe har jeg været lidt træt af de andre elever på skolen, og jeg har savnet en god samtalepartner. Stor var derfor lykken, da Birgitta fra København og Susie fra Australien ankom for et par uger siden. De er nemlig søde og sjove, og vi swinger som en jazztrio. I weekenden var vi på skoletur til San Pedro, en lille by ved den berømte Atitlan-sø, om hvilken Stendhal skrev noget i stil med, at søen i sig selv er utroligt smuk, og at de omgivende vulkaner gør stedet urimeligt smukt. Efter fælles morgenmad stak Birgitta, Susie og jeg af og nød to dage for os selv. Vi red på heste, sejlede i kajakker, tog på restauranter og drak gin og tonics. Nu har jeg ondt i ryg og baller efter galloppen, mine ben er brankede af kajaksolen, og mit hoved er mærket af drinks. Til gengæld er humøret højt, for jeg har mødt to bundsolide rejsepartnere.

Bange

Af en eller anden grund havde jeg ikke overvejet sikkerhedssituationen, før jeg tog til Guatemala. Nu jeg er her, fylder det en del. De lokale kan mange historier om vold og overfald, og de turistbaserede virksomheder lider under Guatemalas dårlige rygte. Flere lærere har opfordret mig til at forklare danskerne, at man godt kan være tryg i Guatemala, for skolen mangler elever. Lasse har foreslået, at jeg tager en taxa efter ti, i stedet for at rende rundt i mørke, tomme gader. Det koster femten kroner, så det gør jeg som det mest indlysende i verden. Blandt de andre turister er der mere delte meninger, og jeg oplever, at nogle gør en dyd ud af ikke at lade sig mærke af faren. Når vi diskuterer det, ender jeg let med at lyde som en en lidt frygtsom og overansvarlig type. Egentlig er det jo også rigtigt, at man ikke får noget ud af at være bange. Til gengæld holder jeg fast på, at det er fint at opføre sig, som om man var.

Lærer

Jeg har undervist engelsk i godt en uge, og for at sige det på konsulentdansk er det en stor udfordring. Jeg underviser i to tredjeklasser og en femte, børn i deres bedste alder med et imponerende og svært håndterligt energioverskud. Ikke overraskende er skolekulturen lidt anderledes i Guatemala. På den ene side kan jeg mærke, at børnene helst vil løbe rundt og lege. På den anden side virker det som om stillesiddende og inaktiv tavleundervisning, er den undervisningsform de er mest trygge ved. I Danmark er det for tiden et videnskabeligt faktum, at elever skal tage initiativ, ansvar og ejerskab for at lære noget - helst gennem selvstændigt gruppearbejde. Første gang jeg forsøgte at introducere en samtaleøvelse i par, oplevede jeg, at ideen var næsten uforståeligt eksotisk for eleverne. Alligevel prøver jeg igen og igen at facilitere gruppearbejde, men overgangen fra tavle til grupper er svær og kræver, at jeg konstant er over eleverne. Af og til lykkes det, og så er jeg flyvende. Fælles aktiviteter fungerer bedre, og vi synger, gætter og tegner en del. Eleverne er søde og sjove, og taknemmelige for den korte periode jeg er her. Da dagens hektiske time sluttede, og en vis ro faldt over eleverne, sagde jeg farvel. En sagte pigestemme lød fra enden af lokalet: "Gracias por enseñarnos inglés" - tak for at du lærer os engelsk.

Blind date 2

Så sidder man sammen med fjorten andre mennesker, en del af dem blinde, på ladet af en gammel pickup, på vej ned ad en mudret bjergvej, der måske hælder tredive grader, og der er god grund til at overveje om man overlever, og så rækker hun mig sin hånd, og jeg tager den og vi ser hinanden i øjnene, og så er det mere trygt, og så kan vi ikke holde op med at holde om hinanden, på kvindernes internationale kampdag, og hun er blandt de fem procent kvindelige universitetsstuderende i Guatemala og læser psykologi og underviser blinde i at gebærde sig i hovedstaden, og hendes ansigt kan man kun forelske sig i, og jeg rødmer og hun er genert, men foran de blinde kan vi kysse, og vi sover i hvert vores katolske telt, i en lagune i et vulkankrater under en perfekt stjernehimmel omringet af orkideer og jungle, og det er da rart at vide at hjertet stadig ved hvor det skal slå, og tilbage er kun The Bangles:

Close your eyes

give me your hand

do you feel my heart beating?

do you understand?

am I only dreaming

is this burning

an eternal flame!

Blind date 1

Pablo er af og til guide på bjergvandringer med det guatemalanske blindesamfund. I weekenden skulle de bestige Siete Orejas og derefter overnatte på Chicabal, og da Pablo spurgte om jeg ville med, sagde jeg ja med det samme. Sådan gik det til, at jeg i lørdags hjalp Edwin, der er blind, med at bestige en vulkan. Terrænet var vanskeligt, men med få hjælpemidler klarede vi turen uden skrammer. Vi holder fat i hver sin ende af en meterlang stok med enten højre eller venstre hånd. Stokken signalerer en grænse til enten højre eller venstre side, hvor der fx kan være en afgrund. Jeg går forrest, så stokken signalerer også hvilken retning vi skal. Når der er sten, stubbe, trin og huller at forcere, banker jeg på dem med hælen og siger hvad forhindringen er. Ud fra lyden kan Edwin regne ud hvor forhindringen er, og sådan kan vi bestige bjerge sammen. Det var en stor oplevelse at tage så stort et ansvar for et andet menneske, og det var fantastisk at opleve de blindes tillid og entusiasme. Vi mærkede på bark, mos, sten og planter, og jeg tog Edwins hånd og tegnede konturerne af vulkanerne i horisonten med hans pegefinger. De siger, at intet er umuligt i Guatemala, og måske har de ret.

Pis

I går var vi - ay ay, si si - til karneval i Mazatenango, en lavtliggende by med varmt og fugtigt klima. Optoget var stort og rodet, men vi fik set masser af parader fra bl.a. brandkorpset, sambaskolen og den lokale Disney-kostume-klub. I et af utallige øltelte fik vi en kold Corona, og jeg faldt i snak med en øltjener. Han hed Luis og arbejdede som tømrer i Californien, men var taget hjem for at være med til karneval. Med sin brede, tatoverede krop lignede han lidt en pandilla, men han var blød som et blødkogt æg under skallen. Han viste familiefotos og forklarede entusiastisk om tatoveringernes forbindelse til maya-kulturen. Desuden forærede han mig en kæmpe Cuba Libre, og efter den skulle jeg tisse. Jeg rejste mig og satte kursen mod toiletterne på markedet, men Luis stoppede mig: "No man, you don't wanna go there amigo!" Det er bedre at pisse på gaden, forklarede han, måske virker det lidt mærkeligt, men sådan er det altså her. Han viste mig fluks til et lidt afsides gadehjørne, hvor jeg mere eller mindre kunne pisse i fred. "Now you know how we do in Guatemala amigo!" Jo tak, så ved jeg det til en anden gang.

Jazz

En stor del af Xelas befolkning har indianske rødder, og der er mange traditionelle dragter i bybilledet. Efter sigende skulle det forklare byens afslappede stemning. Samtidig er der noget kosmopolitisk over byen, som måske hænger sammen med, at mange europæere flygtede til Latinamerika under 2. Verdenskrig, eller at Guatemala opnåede kultstatus under ungdomsoprøret, eller at Xela simpelthen bare er en smuk by, som mange turister i tidens løb ikke har kunnet forlade. I dag var jeg i det nyklassicistiske Teatro Municipal til åbningen af Xelas sjette internationale jazzfestival. Allianza Francesa stod for aftenens arrangement, en fransk duo bestående af en virtuos harmonikaspiller og en forførende chanteuse, der sammen fortolkede Leo Ferrés repertoire. Stemningen var god, folk virkede taknemmelige, imponerede og entusiastiske i mødet med den traditionelle franske musik. Til "La Vie en rose" klappede folk i takt, til "Milord" brød folk ud i fællesnyn. Grebet af stemningen introducerede sangerinden aftenens sidste sang med ordene: "Den her kender tout le monde." Jeg ved ikke hvad det var for en sang, og jeg tror ikke rigtig der var nogen i salen der kendte den, men det lød smukt, og vi overgav os til musikken.

Hverdag

Det passer mit temperament godt at bo det samme sted i lang tid. Så kan jeg finde ro i vaner og rutiner. Om morgenen står jeg op halv otte. Sonia har lavet morgenmad til mig, og fordi jeg står lidt for sent op spiser jeg hurtigt. Det tager ti minutter at gå hen til skolen, og jeg er der klokken otte. Jeg hilser på lærere og studerende og tager en kop kaffe. Lidt over otte ringer klokken ind, og jeg mødes med Mynor i vores lille klasselokale. Jeg får fri klokken et og tager direkte hjem. Jeg kan nå et bad, lidt læsning og emails inden frokost. Efter frokost laver jeg lektier og går en tur - som regel forbi den taiwanesiske biks bag parken, hvor jeg får to empanadas con picante til tre quetzales stykket. Aftenerne varierer mere, men som regel spiser jeg aftensmad hjemme, ser lidt tv og læser inden bog, inden jeg lægger mig til at sove. Det er min sidste uge på skolen. Næste uge begynder mit frivillige arbejde, og det er tid til at rykke lidt ved rutinerne.

Skrøbeligt

Skolen arrangerer aktiviteter alle hverdage, og i dag fik turen til en lokal chokoladebutik. Den tilhører en familie, som har dyrket og raffineret kakao gennem seks generationer. Planten er stærkt knyttet til maya-kulturen, og vi fik et lærerigt oplæg om dens oprindelse. Carlitos stod for aktiviteten. Han er lærer på skolen, sidst i halvtredserne, og lider af Parkinsons. Han har et af de venligste ansigter man kan tænke sig og en mild og munter latter. På grund af hans runde figur minder han lidt om sådan en bamse, som børn sover med. På vej til butikken spurgte jeg ham, om han kunne lide chokolade. Han svarede, "Nej... jeg elsker det!" og fniste. I butikken fik vi chokoladefondue med friske jordbær. Jeg så Carlitos rystende hænder, der langsomt stangede et bær og tålmodigt dyppede det i den flydende chokolade. Bærret faldt af fonduestangen og forsvandt i chokolademassen. Prøvende stangede han svagt ned i chokoladen for at fange bærret. Jeg blev pludseligt rørt ved synet. Han så på mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe? Jeg stak ned og fandt bærret, løftede det over på hans tallerken. Roligt fik han fat på det, og vi spiste videre. Sådan er der i livet af og til små glimt, der synes at rumme noget større. Vores verden er skrøbelig, og vi er tit overladt til hinandens tålmodighed og tillid.