Vulkan

Jeg er skoldet i nakken, øm i knæene og syret i lårene. I dag forcerede jeg otte kilometers stejlt terræn for at bestige den knap 3800 meter høje vulkan Santa Maria. Det tog tre timer, og da jeg nåede toppen var der tåget, men jeg havde heller ikke kræfter til at nyde udsigten. Jeg kunne akkurat overskue at læne mig tilbage med en kold øl og en pose jordnødder. Det er tilfredsstillende at nå en bjergtop, det er meditativt at vandre, og det er inspirerende at mærke naturen. Næste weekend tager jeg en lille vulkan til.

Pickup

Pickups, varebiler med stort lad, er populære familiebiler i Guatemala. Selvom de kun har to forsæder, er der nemlig plads til masser af varer og familiemedlemmer på ladet. I dag fik jeg lov at sidde på lad, da vi kørte til Laguna Chicabal. Det er lidt som at sidde i en åben sportsvogn, man får vind i håret og fornemmer bilens hastighed, omgivelsernes modstand, og motorens hakken. Chicabal er en vulkan, i hvis krater der har dannet sig en stor og hellig sø. Det er et smukt og rekreativt sted, som mayaerne fortsat bruger til religiøse ritualer. Efter en hård vandretur op og ned, kunne jeg læne mig tilbage på ladet og nyde udsigten på hjemvejen. I udkanten af Xela fandt vi en gadestand med fiskesuppe og kolde øl. Så blev bagsmækken slået ned, og vi kunne samles omkring pickuppens indbyggede bordebænkesæt. Det kalder jeg en praktisk bil.

Huevónes

I går var det karaoke-aften på Leyendas, og jeg tog kegler med Los Lobos-udgaven af "La Bamba" og udødelige "New York, New Yooooork". Min lærer var med, og vi kæmpede os gennem en del kander øl, som de machister vi er. I dag er vi huevónes, et intrinsisk vittigt ord, der deler etymologi med testikler og betyder noget a la dovendidriker. Vi møder lidt senere på skolen og bruger en del af timen på at spille bordtennis og købe forfriskninger. Jeg får en chocobanano, en genial fattigmandspindis, som er populær her i byen. Den består af en frossen banan der dyppes i flydende chokolade og rulles i hakkede nødder før chokoladen størkner som på en Magnum. De andre lærere driller os og griner, tømmermænd er en global vits. Himlen er blå og solen er stærk, jeg er tømmermandsdum og nyder det.

Azul

I weekenden besøgte jeg Lasse i Antigua, og efter adskillige Cuba Libres og et par tequilashots dansede vi på baren i La Sala. I Guatemala lukker alle diskoteker klokken et, hvilket i noget omfang begrænser brandertpotentialet. Alligevel var vi begge hårdt ramt søndag og trængte til en vaskeægte slapper. Vi tog en tuktuk til El Paraiso Azul, et rekreativt område i udkanten af byen. Her var lange grå cementbassiner med klart og køligt vand omkredset af høje bakker grønne af træer under en stor blå himmel. Jeg læste Babettes gæstebud mens Lasse løb op og ned af et bjerg. Så fik vi en øl og en dukkert. Det kalder jeg en søndag.

Jorden rundt

Jeg er på marked i Parque Central, mayaer sælger kunsthåndværk og traditionelt tøj. De sælger også opsamlings-cder med panfløjteversioner af "Theme from Titanic". Jeg er på indisk restaurant og spiser paneer. Jeg får en capuccino på en cafe der spiller tysk popmusik. I endeløse genbrugsbutikker ser jeg aflagt tøj fra USA og kopiprodukter fra Asien. I Walmart overvejer Chi fra Korea om han skal købe kinesiskproducerede hårbånd, og jeg fristes et kort sekund af en æske cookies "Made in Denmark". Rodolfo og Saul følger med i den spanske og italienske liga. Foran butikkerne i de smalle gader spiller PA-anlæg reggaetonudgaver af eurodance-hits. Jeg er 2400 meter over havets overflade i det centralamerikanske højland i en by på størrelse med Århus. Jeg skriver en blog, som ikke rigtigt har en fysisk placering. Det er anderledes at rejse i en globaliseret verden, og det kan være svært at finde "det rigtige Guatemala". Men hvis ikke panfløjteversionen af "Theme from Titanic" er guatemalansk, hvad er så?

Musik

Tirsdag aften tager jeg på El Cuartito, en tolokalers cafe med europæisk indretning. En fyr der hedder Castro til efternavn skal spille, og jeg trænger til en kold øl og levende musik. Der er halvtomt. Jeg sætter mig i det bagerste rum, hvor to australiere spiser aftensmad uden at føre en samtale og en lidt snusket fyr drikker en capuccino. Han viser sig at være Castro, og kort efter griber han guitaren og spiller op. Sangene er melodramatiske og handler om smertende hjerter. Castro har en god sangstemme og et fint greb om den spanske guitar. Jeg går ud fra det er hans egne sange, for han synger dem indfølt, men jeg tager fejl. Halvvejs i sættet ankommer et par i fyrrerne som straks stemmer i og formår at fylde hele lokalet. Særligt manden, kvabset men flot, i hvid skjorte og undertrøje, heftigt gestikulerende til musikkens drama, er charmerende. Fællessangen løfter koncerten og Castros humør. Vi skåler, og jeg bestiller endnu en stor, kold øl. Musik er sgu dejligt.

Politik

Jeg snakker en del politik med Mynor. Vi diskuterer ikke så meget som vi associerer os gennem forskellige emner ud fra historier vi har læst og hørt. Egentlig er det dødssygt at snakke om politik, men ikke med Mynor. Sproget gør samtalen lidt banal, men samtidig er vi lykkeligt fri for ord som diskursanalyse og stemmeprocent. Samtaler jeg har ført til døde på dansk genopstår i det spanske sprog. Omgivelserne aktualiserer emner som katolicisme, fattigdom, globalisering. Mynor er skeptisk over for den udvikling i Xela, som skyldes Walmart og andre Nordamerikanske firmaer. På en måde er økonomisk vækst godt, men udviklingen ledsages af øget ulighed, kriminalitet og uro. Samtidig er det ikke helt klart, hvor Walmarts overskud forsvinder hen. Bliver pengene i Guatemala, eller ender de hos rige gringos? Forleden beskrev Mynor den latinamerikanske narkoindustri som en slags omvendt Walmart. Den afledte økonomiske udvikling er lige så tvivlsom, men her forsvinder pengene ud af USA og ind i Latinamerika. Efter den slags geniale metaforer griner vi og snakker videre.

Straffeattest

For at få råd til sine universitetsstudier arbejder Mynor, ved siden af jobbet på sprogskolen, som skakunderviser. Derfor skal han hvert år fremvise en ren straffeattest for den guatemalanske skakunion i Guatemala City. På det sidste har han været forbi politistationen et par gange uden held. I dag ville han gerne møde tidligt på stationen, og spurgte mig om jeg ville tage med ham i frokostpausen. Den var jeg selvfølgelig med på - en spadseretur får altid tungen på gled, og så lærer jeg noget. Xela centrum er ret kompakt, og stationen lå knap ti minutter fra skolen. Mynor viste mig gennem en stor port ind i et højloftet betonlokale med 30 nummererede plasticstole i rækker. Tidspunktet var heldigt valgt og ikke mange af stolene var optaget. Vi satte os til rette foran en massiv skranke med tre små receptionsruder. De fem forreste stole blev råbt op og modtog attester ved højre rude, så afleverede de fem næste papirer gennem den højre rude, og til sidst rykkede mig og Mynor fem stole frem. Det koster 15 quetzales at få udleveret sin attest, men det er et relativt symbolsk beløb. Mens vi ventede fortalte Mynor mig om en familie, hvis ene søn han underviser i skak. Familiens anden søn er for nylig blevet varetægtsfængslet under mistanke om at have deltaget i voldeligt overfald. I den forbindelse bad den lokale politiansvarlige familien om 8000 quetzales for at forhindre, at sønnen blev gennemtæsket i arresten. De betalte.

Film

I weekenden var jeg i biffen. Den ligger i et overdimensioneret shoppingkompleks i zone 9. Jeg så Jack Ryan: Shadow Recruit, et studie i amerikanske klichéer. Det er trygt og velkendt at gå i biffen med cola og popcorn, og det kan være rart, når man er langt hjemmefra. At filmen og biografen var mindre charmerende opvejedes af, at fremvisningen foregik på film: et fantastisk format med et unikt udseende, som sjældent kan opleves i Danmark. Kulturel udvikling er en sjov størrelse, det er måske mere korrekt at tale om en stadig forandring end en forbedring. Om ti år sælges der næppe cder i Danmark, men der er ingen tvivl om, at lydopløsningen er højere end for de dominerende mp3-filer. Bebop og føljetonromaner er ikke længere populære genrer, men det betyder ikke, at de er dårligere end hiphop og tv-serier. Selvom polyteisme ikke længere er udbredt i Europa, er det nok de færreste der opfatter den græske mytologi som et forstudie til mere raffinerede religioner som kristendom og scientology. Alligevel er der en fælleseuropæisk forestilling om, at vi gennem en målrettet udvikling har nået en tilstand, som resten af verden også bør stræbe efter. At kulturhistorien er lige så logisk opbygget som et karriereforløb i Jysk Sengetøjslager. Når jeg oplever noget i Guatemala, som ikke er som i Danmark, prøver jeg at lade være med at tænke, at det er forkert. Jeg så engang en flippet plakat med teksten: "Other cultures are not failed attempts at being you: they are unique manifestations of the human spirit." Det tror jeg er rigtigt, og jeg er glad for at være et sted, hvor ånden har manifesteret sig som filmruller i den lokale biograf.

Mynor

Min spansklærer hedder Mynor. Han er tæt bygget med et stort hovede, går mig til omkring skuldrene. Hans ansigt er åbent og har noget naivt over sig, noget legende eller barnligt. Vi griner meget. Jeg har let ved grammatikken, så der er plads til at fortælle vitser og snakke frit - den bedste sprogtræning man kan tænke sig. Vi lærer hinanden ret godt at kende, og han overrasker mig tit. En dag snakkede vi om spøgelser, og han tror nok på dem til ikke at frekventere kirkegården om natten. I dag snakkede vi om opdragelse, og han fortalte om manglen på undervisning i emotionel intelligens i skolerne, der fokuserer på rent kognitive evner. For at lære et sprog, skal man øve sig i sætningskonstruktion med forskellige verber, objekter osv. Man skal finde på en masse sætninger, hvis form er vigtigere end deres indhold. Hvad finder jeg på? Pigerne snakker om tøjet. Jeg drikker øl i weekenden. Jeg kan ikke lide at arbejde. Moren lægger barnet til at sove. Hvorfor alle disse kulturelle klicheer? Måske er det en slags fælles underbevidsthed, der kommer til udtryk. I hvert fald griner vi meget, og jeg bliver bedre til spansk.

Blik

Lidt dum har man vel lov at være. I dag drejede jeg til højre og fulgte hovedvejen væk fra centrum. Langs vejen så jeg autoværksteder, genbrugsbutikker og friturestande. Støv, os og blikskure. Guatemala er fattigt, og man skal ikke langt væk fra centrum for at finde fattige mennesker og billige bygninger. Her synes byen at vokse vildt, der er noget desperat over den måde bygningerne spreder sig på, modsat den kontrollerede organisme i det kolonihistoriske centrum. Troede jeg, at Xela var en slags friluftsmuseum? Xela er beskidt, men jeg bor i et pænt kvarter. Folk har jobs og pæne, lave lejligheder. Rom blev ikke bygget på en dag, og jeg så ikke Xela på en firetimers spadseretur. Jeg lever nok en lidt isoleret tilværelse i Xela, lærerne på skolen må vel tilhøre middelklassen, og vi elever er stinkende rige. Jeg er turist, ikke antropolog. Jeg kan altid købe en panamahat og en gin & tonic på en bar i Parque Central.

Fútbol

Det skarpe lys fra projektørerne, betontribuner, publikums brøl: søndag aften på Xela stadion. På en orienterende rundtur har Gaby taget mig med til fodboldkamp. Efter min bedste overbevisning spiller det lokale hold, Xelaju, ikke særligt godt, men de nyder solid opbakning fra tusindvis af xelanere. Der er fyrværkeri, kampråb, beskidte kommentarer og piften. Da Xela endelig scorer kampens eneste mål, er jeg selvfølgelig uopmærksom, men det efterfølgende brøl vækker mig: GOOOOOOOL! Det runger over højttaleranlægget mens fanklubbens bigband starter en fanfare. Jeg råber og klapper med, man kan sgu føle sig så inkluderet på et stadion. Min blårøde sportsjakke er Xelajus farver. Af og til holder tilfældet med en.

Mærkeligt

De der lave automater beregnet på børn, som ofte står i elektronikbutikker, man lægger en tokrone i og drejer rundt, en enkel mekanik knager, og så får man en håndfuld blå og hvide pastiller fra glaskuglen. Dem har de også hernede, jeg så et par ved en elektronikbutik. En lille dreng smed en tokrone i, og i stedet for blåhvide pastiller fik han en håndfuld peanuts. Det så absurd ud, og jeg smilede. I den slags øjeblikke er verden fremmed i det små, og måske fordi det er så overskueligt gør det et stort indtryk. I en butik der solgte musikanlæg og hårde hvidevarer faldt jeg over en reol kun med skrivemaskiner; flotte, velholdte Olivettier. En skøn teknologi, enkel og billig, troværdig i den tætte forbindelse mellem anslag og dokument. Endnu en banal oplevelse, den lille absurditet, det fremmede i al sin overskuelighed. Jeg nyder disse første dage i Guatemala, hvor verden hele tiden gør opmærksom på sig selv, jeg behøver bare se mig omkring.

Xela

Xela er en af de smukkeste byer jeg har set. Den er pittoresk: rodet, antik, organisk, billedskøn. De lave huse er gule, okkerrøde og stengrå med indslag af lyseblå og grøn. Solen står højt og det lodrette lys giver et overfladisk eller kulisseagtigt præg. Gaderne snor sig ikke, men bugter op og ned ad de små bakker. Man kan ikke se langt frem, gaderne fører hele tiden noget nyt med sig. Antigua er UNESCO-beskyttet, og hvis ikke det virkede så tvivlsomt at tvinge et skønhedsideal fra det 19. århundredes Europa ned over guatemalanernes hoveder, ville jeg foreslå en fredning af Xelas bymidte: bevar facadernes falmede farver og malingens sprækker, behold de bølgende brosten, byg aldrig velmenende cykelstier her, lad tiden stå stille i Xela. Her er liv i gaderne, børn der leger og biler og busser der oser, af og til udsigt over tagenes enkle geometri og byen der spreder sig. Vulkaner og grønne bakker danner bagtæppe, himlen er et blåt loft, solen giver alt et gyldent skær. Det er lige før jeg må knibe mig selv i armen, når jeg slentrer. Her vil jeg gå tur hver dag og altid se noget nyt.

Sommerlet

Efter en formiddagslur går jeg en lang tur i min nye by, Xela. Jeg er 2000 meter over havet, egentlig burde den tynde luft holde mig nede, men det modsatte sker: jeg er løftet, jeg er let. Jeg er langt væk fra Danmark, her er himlen dyb og septemberblå så langt øjet rækker. Om natten er det koldt, men om dagen er det varmt og skønt. Det er en lettelse at smide støvlerne for kondisko, at spadsere uden at orientere sig efter vandpytter, uden at miste balancen i sne og sjap. Uden halstørklæde og jakke kan man rigtig flanere så det rimer på dandere. Jeg er sommerlet.

Touchdown

Mit fly er forsinket, og jeg er bange for, om Álvaro stadig er der for at hente mig. Hvis ikke vil jeg booke et værelse på nærmeste hotel, klokken er halv elleve om aftenen og jeg skal ikke tumle rundt i Guatemala City alene. Jeg veksler tyve dollars til quetzales, finder min rygsæk på baggagebåndet. Går ud af de automatiske døre, der siger "NO RE-ENTRY PAST THIS POINT". Jeg befinder mig foran en bred flok med a4-ark, de står bag et hegn. Jeg forsøger at holde øjnene åbne, i Danmark er klokken halv fem nu. Jeg må tæt på for at se navnene på arkene, går sidelæns mens jeg læser. Da jeg ser arket med mit navn, er lettelsen overvældende, jeg smiler bredt til Álvaro og møder ham på den anden side af hegnet. I bilen sover jeg med det samme, vågner foran mit hotel i Antigua. Næste morgen kl. halv seks skal jeg med bussen, jeg kan lige nå en lur. Jeg tager et bad for at vaske lidt lufthavn af mig. Vandet er koldt, selvom jeg har tændt for den varme hane, men det gør mig godt. Til sidst bliver vandet varmt, jeg falder til ro under bruseren. Efter badet ser jeg en lille notits overspejlet: "For hot water please turn tap and wait four minutes". Jeg sætter mit vækkeur og sover øjeblikkeligt.