I weekenden kom min novia fra hovedstaden på besøg i Xela. Vi var på restaurant og kaffebar, til koncert og en del på hotelværelset. På et tidspunkt så hun alvorligt på mig og sagde: "Jeg håber, du har mange gode minder fra Guatemala, så du har lyst til at komme tilbage." Der er mange, som spørger mig, hvad jeg synes om landet, og om jeg har lyst til besøge Guatemala i fremtiden. Det er følsomme spørgsmål, og der er reelt set kun et høfligt svar: jeg elsker dit land, og selvfølgelig vil jeg tilbage en dag.
Det ved jeg i virkeligheden ikke om jeg vil. Der er mennesker fra hele verden, som forelsker sig i Centralamerika. De vender tilbage igen og igen, og nogle af dem slår sig ned. Jeg har været glad for at være her, men jeg er ikke forelsket i landet. Måske er kærlighed til fremmede lande ligesom alle mulige andre former for kærlighed: the first cut is the deepest. For nogle år siden rejste jeg til Indien, og jeg forelskede mig i det store, umulige, fantastiske land. På en måde står min oplevelse af Guatemala i skyggen af den oplevelse. Indien er kommet til at udgøre en slags referenceramme for mig, og jeg har forstået mange ting her ud fra mine erfaringer i Indien. Hver dag i Guatemala har jeg tænkt på Indien.
Jeg har haft mange gode oplevelser i Guatemala; bjergvandringer, byvandringer, koncerter, fester, dagligdagens trummerum, kys. Jeg har lært en masse om Guatemala, og jeg har set Europa og USA fra et nyt perspektiv. I Danmark var jeg trist ved udsigten til en kold og mørk senvinter, og jeg har været flyvende under Guatemalas stærke sol. Jeg har nydt min ferie. Alligevel tror jeg ikke, at jeg vil savne Guatemala. Ikke som jeg lige nu savner min familie og mine venner i Danmark.
"Hvornår kommer du tilbage?" spørger hun, og jeg kan ikke finde svaret. "Jeg ved det ikke," siger jeg, for det er i hvert fald rigtigt, man ved aldrig hvad der sker. Hun kan nok mærke, at svaret er ærligt, men det er ikke tilfredsstillende. Jeg kommer i tanke om en af mine yndlingsklicheer, den er fra The Commitments og kan bruges, når noget slutter uden en afslutning. Jeg ser hende dybt i øjnene og siger: "De esta manera es una poesía." This way it's poetry.
Det ved jeg i virkeligheden ikke om jeg vil. Der er mennesker fra hele verden, som forelsker sig i Centralamerika. De vender tilbage igen og igen, og nogle af dem slår sig ned. Jeg har været glad for at være her, men jeg er ikke forelsket i landet. Måske er kærlighed til fremmede lande ligesom alle mulige andre former for kærlighed: the first cut is the deepest. For nogle år siden rejste jeg til Indien, og jeg forelskede mig i det store, umulige, fantastiske land. På en måde står min oplevelse af Guatemala i skyggen af den oplevelse. Indien er kommet til at udgøre en slags referenceramme for mig, og jeg har forstået mange ting her ud fra mine erfaringer i Indien. Hver dag i Guatemala har jeg tænkt på Indien.
Jeg har haft mange gode oplevelser i Guatemala; bjergvandringer, byvandringer, koncerter, fester, dagligdagens trummerum, kys. Jeg har lært en masse om Guatemala, og jeg har set Europa og USA fra et nyt perspektiv. I Danmark var jeg trist ved udsigten til en kold og mørk senvinter, og jeg har været flyvende under Guatemalas stærke sol. Jeg har nydt min ferie. Alligevel tror jeg ikke, at jeg vil savne Guatemala. Ikke som jeg lige nu savner min familie og mine venner i Danmark.
"Hvornår kommer du tilbage?" spørger hun, og jeg kan ikke finde svaret. "Jeg ved det ikke," siger jeg, for det er i hvert fald rigtigt, man ved aldrig hvad der sker. Hun kan nok mærke, at svaret er ærligt, men det er ikke tilfredsstillende. Jeg kommer i tanke om en af mine yndlingsklicheer, den er fra The Commitments og kan bruges, når noget slutter uden en afslutning. Jeg ser hende dybt i øjnene og siger: "De esta manera es una poesía." This way it's poetry.
Du er poesi :)
ResponderEliminarTak for blogggen!
ååårh tak ilm :D
ResponderEliminar