Guatemala

I weekenden kom min novia fra hovedstaden på besøg i Xela. Vi var på restaurant og kaffebar, til koncert og en del på hotelværelset. På et tidspunkt så hun alvorligt på mig og sagde: "Jeg håber, du har mange gode minder fra Guatemala, så du har lyst til at komme tilbage." Der er mange, som spørger mig, hvad jeg synes om landet, og om jeg har lyst til besøge Guatemala i fremtiden. Det er følsomme spørgsmål, og der er reelt set kun et høfligt svar: jeg elsker dit land, og selvfølgelig vil jeg tilbage en dag.

Det ved jeg i virkeligheden ikke om jeg vil. Der er mennesker fra hele verden, som forelsker sig i Centralamerika. De vender tilbage igen og igen, og nogle af dem slår sig ned. Jeg har været glad for at være her, men jeg er ikke forelsket i landet. Måske er kærlighed til fremmede lande ligesom alle mulige andre former for kærlighed: the first cut is the deepest. For nogle år siden rejste jeg til Indien, og jeg forelskede mig i det store, umulige, fantastiske land. På en måde står min oplevelse af Guatemala i skyggen af den oplevelse. Indien er kommet til at udgøre en slags referenceramme for mig, og jeg har forstået mange ting her ud fra mine erfaringer i Indien. Hver dag i Guatemala har jeg tænkt på Indien.

Jeg har haft mange gode oplevelser i Guatemala; bjergvandringer, byvandringer, koncerter, fester, dagligdagens trummerum, kys. Jeg har lært en masse om Guatemala, og jeg har set Europa og USA fra et nyt perspektiv. I Danmark var jeg trist ved udsigten til en kold og mørk senvinter, og jeg har været flyvende under Guatemalas stærke sol. Jeg har nydt min ferie. Alligevel tror jeg ikke, at jeg vil savne Guatemala. Ikke som jeg lige nu savner min familie og mine venner i Danmark.

"Hvornår kommer du tilbage?" spørger hun, og jeg kan ikke finde svaret. "Jeg ved det ikke," siger jeg, for det er i hvert fald rigtigt, man ved aldrig hvad der sker. Hun kan nok mærke, at svaret er ærligt, men det er ikke tilfredsstillende. Jeg kommer i tanke om en af mine yndlingsklicheer, den er fra The Commitments og kan bruges, når noget slutter uden en afslutning. Jeg ser hende dybt i øjnene og siger: "De esta manera es una poesía." This way it's poetry.

Tortillas

I guidebøger om Guatemala kan man læse, at hverdagskosten består af tortillas og bønner. Det leder måske tankerne hen på de dér tørre og melede men ret lækre fladbrød man kan købe i Fakta og en stærk, sammenkogt chiliret med store røde bønner. Sådan er det ikke. En stor gul majskolbe med smeltet smør og måske en smule lime eller salt smager drøngodt, men af en eller anden grund, smager majs helt anderledes i tortillaudgaven. Konsistensen er slatten som en karklud, og smagen er doven og leder tankerne hen på vand der har stået stille alt for længe. Bønnerne er brune som brun sovs med løg, og serveres enten kogt eller most. De smager ikke rigtig af noget, og der lader ikke til at være tradition for at krydre maden. Som ekstra tilbehør serveres ofte kogte eller stegte bananer. Konsistensen er grødet og smagen er på en gang sød og anonym. Sjovt nok er der ikke særligt mange europæere, der er helt vilde med guatemalansk mad, men de lokale spiser tortillas, frijoles og platanos morgen, middag og aften. Det er en særegen madkultur, og jeg ved ikke hvordan den hænger sammen med de fantastiske råvarer, man kan købe på de endeløse frugt- og grøntmarkeder. Men bare rolig - der er guacamole!

Destino

I dag fik jeg tidligt fri fra skolen og daskede lidt rundt i formiddagsbyen. Jeg hentede billetter til weekendens jazzkoncert og ledte efter en rød sweater i en genbrugsbutik. I et lyskryds fik jeg øje på Chavi og stak en hilsende hånd i vejret: "Hola!" Chavi er en rund og charmerende fyr fra Barcelona, som lidt ligner en skuespiller. Han er matematiklærer, men er taget til Centralamerika for at skrive en roman om kærlighed. Jeg gjorde ham følge, og over en kop kaffe på El Cuartito gennemgik vi romanens handling, som jeg udsatte for god gammeldags strukturanalyse. Chavi satte pris på min ærlige kritik og mine forslag til forbedringer. Flere gange tog han grinende min hånd og gav udtryk for, at jeg var intet mindre end genial. Jeg mødte Chavi i San Pedro, men vi glemte at udveksle kontaktoplysninger, så det var lidt af et lykketræf at rende ind i hinanden i Xela. Han var ikke sen til at tilskrive tilfældet skæbnen, og jeg var glad for at give ham ret. Således opmuntret gik jeg efter et par timer hjem til mig selv - med skæbnen i ryggen.

Lektor Blomme

Min trejde klasse på pigeskolen er inde i en lidt hård periode, tror jeg. De driller hinanden, og når jeg overtager undervisningen efter spisefrikvarteret, er der tit nogen der græder. Det kræver sit at holde styr på dem, og ærligt talt er jeg ikke vildt godt rustet til det. De andre lærere foreslår, at jeg sender nogle elever uden for døren, men det har jeg ikke lyst til. I dag skulle vi gennemgå følelser på engelsk. Jeg tegnede forskellige ansigter på tavlen og skrev "HAPPY", "SAD", "TIRED" og "ANGRY". Så skulle vi i kor spørge til hinandens humør, men først skulle jeg bruge fem minutter på at få alle til at sidde ned. Til sidst var der kun én uopmærksom pige tilbage, hun sad på gulvet på forreste række og sorterede indholdet i sin skoletaske. "Siéntate por favor!" sagde jeg et par gange, men hun reagerede ikke. De andre elever kunne nok se min magtesløshed, og jeg kunne kun se den lille piges hestehale, der stak op som et håndtag. Som en vits tog jeg fat, og pegede hendes hovede i retning af stolen. De andre elever grinede, det gjorde hun også, så satte hun sig, og så kunne vi begynde. Efter et par minutter begyndte hun så alligevel at mukke, og til sidst sad hun og græd. Hvad gør man så? Hjælpelærerne spurgte hvad der var sket, jeg fortalte at jeg havde hevet hende i håret, og de lo begge to. Så gik hun uden for døren med en lærer for at snakke lidt. Jeg gennemførte undervisningen, noget varm i kinderne og fuld af tanker om at møde på rektors kontor for at modtage en bortvisning.

San Pedro

Længe har jeg været lidt træt af de andre elever på skolen, og jeg har savnet en god samtalepartner. Stor var derfor lykken, da Birgitta fra København og Susie fra Australien ankom for et par uger siden. De er nemlig søde og sjove, og vi swinger som en jazztrio. I weekenden var vi på skoletur til San Pedro, en lille by ved den berømte Atitlan-sø, om hvilken Stendhal skrev noget i stil med, at søen i sig selv er utroligt smuk, og at de omgivende vulkaner gør stedet urimeligt smukt. Efter fælles morgenmad stak Birgitta, Susie og jeg af og nød to dage for os selv. Vi red på heste, sejlede i kajakker, tog på restauranter og drak gin og tonics. Nu har jeg ondt i ryg og baller efter galloppen, mine ben er brankede af kajaksolen, og mit hoved er mærket af drinks. Til gengæld er humøret højt, for jeg har mødt to bundsolide rejsepartnere.

Bange

Af en eller anden grund havde jeg ikke overvejet sikkerhedssituationen, før jeg tog til Guatemala. Nu jeg er her, fylder det en del. De lokale kan mange historier om vold og overfald, og de turistbaserede virksomheder lider under Guatemalas dårlige rygte. Flere lærere har opfordret mig til at forklare danskerne, at man godt kan være tryg i Guatemala, for skolen mangler elever. Lasse har foreslået, at jeg tager en taxa efter ti, i stedet for at rende rundt i mørke, tomme gader. Det koster femten kroner, så det gør jeg som det mest indlysende i verden. Blandt de andre turister er der mere delte meninger, og jeg oplever, at nogle gør en dyd ud af ikke at lade sig mærke af faren. Når vi diskuterer det, ender jeg let med at lyde som en en lidt frygtsom og overansvarlig type. Egentlig er det jo også rigtigt, at man ikke får noget ud af at være bange. Til gengæld holder jeg fast på, at det er fint at opføre sig, som om man var.

Lærer

Jeg har undervist engelsk i godt en uge, og for at sige det på konsulentdansk er det en stor udfordring. Jeg underviser i to tredjeklasser og en femte, børn i deres bedste alder med et imponerende og svært håndterligt energioverskud. Ikke overraskende er skolekulturen lidt anderledes i Guatemala. På den ene side kan jeg mærke, at børnene helst vil løbe rundt og lege. På den anden side virker det som om stillesiddende og inaktiv tavleundervisning, er den undervisningsform de er mest trygge ved. I Danmark er det for tiden et videnskabeligt faktum, at elever skal tage initiativ, ansvar og ejerskab for at lære noget - helst gennem selvstændigt gruppearbejde. Første gang jeg forsøgte at introducere en samtaleøvelse i par, oplevede jeg, at ideen var næsten uforståeligt eksotisk for eleverne. Alligevel prøver jeg igen og igen at facilitere gruppearbejde, men overgangen fra tavle til grupper er svær og kræver, at jeg konstant er over eleverne. Af og til lykkes det, og så er jeg flyvende. Fælles aktiviteter fungerer bedre, og vi synger, gætter og tegner en del. Eleverne er søde og sjove, og taknemmelige for den korte periode jeg er her. Da dagens hektiske time sluttede, og en vis ro faldt over eleverne, sagde jeg farvel. En sagte pigestemme lød fra enden af lokalet: "Gracias por enseñarnos inglés" - tak for at du lærer os engelsk.

Blind date 2

Så sidder man sammen med fjorten andre mennesker, en del af dem blinde, på ladet af en gammel pickup, på vej ned ad en mudret bjergvej, der måske hælder tredive grader, og der er god grund til at overveje om man overlever, og så rækker hun mig sin hånd, og jeg tager den og vi ser hinanden i øjnene, og så er det mere trygt, og så kan vi ikke holde op med at holde om hinanden, på kvindernes internationale kampdag, og hun er blandt de fem procent kvindelige universitetsstuderende i Guatemala og læser psykologi og underviser blinde i at gebærde sig i hovedstaden, og hendes ansigt kan man kun forelske sig i, og jeg rødmer og hun er genert, men foran de blinde kan vi kysse, og vi sover i hvert vores katolske telt, i en lagune i et vulkankrater under en perfekt stjernehimmel omringet af orkideer og jungle, og det er da rart at vide at hjertet stadig ved hvor det skal slå, og tilbage er kun The Bangles:

Close your eyes

give me your hand

do you feel my heart beating?

do you understand?

am I only dreaming

is this burning

an eternal flame!

Blind date 1

Pablo er af og til guide på bjergvandringer med det guatemalanske blindesamfund. I weekenden skulle de bestige Siete Orejas og derefter overnatte på Chicabal, og da Pablo spurgte om jeg ville med, sagde jeg ja med det samme. Sådan gik det til, at jeg i lørdags hjalp Edwin, der er blind, med at bestige en vulkan. Terrænet var vanskeligt, men med få hjælpemidler klarede vi turen uden skrammer. Vi holder fat i hver sin ende af en meterlang stok med enten højre eller venstre hånd. Stokken signalerer en grænse til enten højre eller venstre side, hvor der fx kan være en afgrund. Jeg går forrest, så stokken signalerer også hvilken retning vi skal. Når der er sten, stubbe, trin og huller at forcere, banker jeg på dem med hælen og siger hvad forhindringen er. Ud fra lyden kan Edwin regne ud hvor forhindringen er, og sådan kan vi bestige bjerge sammen. Det var en stor oplevelse at tage så stort et ansvar for et andet menneske, og det var fantastisk at opleve de blindes tillid og entusiasme. Vi mærkede på bark, mos, sten og planter, og jeg tog Edwins hånd og tegnede konturerne af vulkanerne i horisonten med hans pegefinger. De siger, at intet er umuligt i Guatemala, og måske har de ret.

Pis

I går var vi - ay ay, si si - til karneval i Mazatenango, en lavtliggende by med varmt og fugtigt klima. Optoget var stort og rodet, men vi fik set masser af parader fra bl.a. brandkorpset, sambaskolen og den lokale Disney-kostume-klub. I et af utallige øltelte fik vi en kold Corona, og jeg faldt i snak med en øltjener. Han hed Luis og arbejdede som tømrer i Californien, men var taget hjem for at være med til karneval. Med sin brede, tatoverede krop lignede han lidt en pandilla, men han var blød som et blødkogt æg under skallen. Han viste familiefotos og forklarede entusiastisk om tatoveringernes forbindelse til maya-kulturen. Desuden forærede han mig en kæmpe Cuba Libre, og efter den skulle jeg tisse. Jeg rejste mig og satte kursen mod toiletterne på markedet, men Luis stoppede mig: "No man, you don't wanna go there amigo!" Det er bedre at pisse på gaden, forklarede han, måske virker det lidt mærkeligt, men sådan er det altså her. Han viste mig fluks til et lidt afsides gadehjørne, hvor jeg mere eller mindre kunne pisse i fred. "Now you know how we do in Guatemala amigo!" Jo tak, så ved jeg det til en anden gang.

Jazz

En stor del af Xelas befolkning har indianske rødder, og der er mange traditionelle dragter i bybilledet. Efter sigende skulle det forklare byens afslappede stemning. Samtidig er der noget kosmopolitisk over byen, som måske hænger sammen med, at mange europæere flygtede til Latinamerika under 2. Verdenskrig, eller at Guatemala opnåede kultstatus under ungdomsoprøret, eller at Xela simpelthen bare er en smuk by, som mange turister i tidens løb ikke har kunnet forlade. I dag var jeg i det nyklassicistiske Teatro Municipal til åbningen af Xelas sjette internationale jazzfestival. Allianza Francesa stod for aftenens arrangement, en fransk duo bestående af en virtuos harmonikaspiller og en forførende chanteuse, der sammen fortolkede Leo Ferrés repertoire. Stemningen var god, folk virkede taknemmelige, imponerede og entusiastiske i mødet med den traditionelle franske musik. Til "La Vie en rose" klappede folk i takt, til "Milord" brød folk ud i fællesnyn. Grebet af stemningen introducerede sangerinden aftenens sidste sang med ordene: "Den her kender tout le monde." Jeg ved ikke hvad det var for en sang, og jeg tror ikke rigtig der var nogen i salen der kendte den, men det lød smukt, og vi overgav os til musikken.

Hverdag

Det passer mit temperament godt at bo det samme sted i lang tid. Så kan jeg finde ro i vaner og rutiner. Om morgenen står jeg op halv otte. Sonia har lavet morgenmad til mig, og fordi jeg står lidt for sent op spiser jeg hurtigt. Det tager ti minutter at gå hen til skolen, og jeg er der klokken otte. Jeg hilser på lærere og studerende og tager en kop kaffe. Lidt over otte ringer klokken ind, og jeg mødes med Mynor i vores lille klasselokale. Jeg får fri klokken et og tager direkte hjem. Jeg kan nå et bad, lidt læsning og emails inden frokost. Efter frokost laver jeg lektier og går en tur - som regel forbi den taiwanesiske biks bag parken, hvor jeg får to empanadas con picante til tre quetzales stykket. Aftenerne varierer mere, men som regel spiser jeg aftensmad hjemme, ser lidt tv og læser inden bog, inden jeg lægger mig til at sove. Det er min sidste uge på skolen. Næste uge begynder mit frivillige arbejde, og det er tid til at rykke lidt ved rutinerne.

Skrøbeligt

Skolen arrangerer aktiviteter alle hverdage, og i dag fik turen til en lokal chokoladebutik. Den tilhører en familie, som har dyrket og raffineret kakao gennem seks generationer. Planten er stærkt knyttet til maya-kulturen, og vi fik et lærerigt oplæg om dens oprindelse. Carlitos stod for aktiviteten. Han er lærer på skolen, sidst i halvtredserne, og lider af Parkinsons. Han har et af de venligste ansigter man kan tænke sig og en mild og munter latter. På grund af hans runde figur minder han lidt om sådan en bamse, som børn sover med. På vej til butikken spurgte jeg ham, om han kunne lide chokolade. Han svarede, "Nej... jeg elsker det!" og fniste. I butikken fik vi chokoladefondue med friske jordbær. Jeg så Carlitos rystende hænder, der langsomt stangede et bær og tålmodigt dyppede det i den flydende chokolade. Bærret faldt af fonduestangen og forsvandt i chokolademassen. Prøvende stangede han svagt ned i chokoladen for at fange bærret. Jeg blev pludseligt rørt ved synet. Han så på mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe? Jeg stak ned og fandt bærret, løftede det over på hans tallerken. Roligt fik han fat på det, og vi spiste videre. Sådan er der i livet af og til små glimt, der synes at rumme noget større. Vores verden er skrøbelig, og vi er tit overladt til hinandens tålmodighed og tillid.

Vulkan

Jeg er skoldet i nakken, øm i knæene og syret i lårene. I dag forcerede jeg otte kilometers stejlt terræn for at bestige den knap 3800 meter høje vulkan Santa Maria. Det tog tre timer, og da jeg nåede toppen var der tåget, men jeg havde heller ikke kræfter til at nyde udsigten. Jeg kunne akkurat overskue at læne mig tilbage med en kold øl og en pose jordnødder. Det er tilfredsstillende at nå en bjergtop, det er meditativt at vandre, og det er inspirerende at mærke naturen. Næste weekend tager jeg en lille vulkan til.

Pickup

Pickups, varebiler med stort lad, er populære familiebiler i Guatemala. Selvom de kun har to forsæder, er der nemlig plads til masser af varer og familiemedlemmer på ladet. I dag fik jeg lov at sidde på lad, da vi kørte til Laguna Chicabal. Det er lidt som at sidde i en åben sportsvogn, man får vind i håret og fornemmer bilens hastighed, omgivelsernes modstand, og motorens hakken. Chicabal er en vulkan, i hvis krater der har dannet sig en stor og hellig sø. Det er et smukt og rekreativt sted, som mayaerne fortsat bruger til religiøse ritualer. Efter en hård vandretur op og ned, kunne jeg læne mig tilbage på ladet og nyde udsigten på hjemvejen. I udkanten af Xela fandt vi en gadestand med fiskesuppe og kolde øl. Så blev bagsmækken slået ned, og vi kunne samles omkring pickuppens indbyggede bordebænkesæt. Det kalder jeg en praktisk bil.

Huevónes

I går var det karaoke-aften på Leyendas, og jeg tog kegler med Los Lobos-udgaven af "La Bamba" og udødelige "New York, New Yooooork". Min lærer var med, og vi kæmpede os gennem en del kander øl, som de machister vi er. I dag er vi huevónes, et intrinsisk vittigt ord, der deler etymologi med testikler og betyder noget a la dovendidriker. Vi møder lidt senere på skolen og bruger en del af timen på at spille bordtennis og købe forfriskninger. Jeg får en chocobanano, en genial fattigmandspindis, som er populær her i byen. Den består af en frossen banan der dyppes i flydende chokolade og rulles i hakkede nødder før chokoladen størkner som på en Magnum. De andre lærere driller os og griner, tømmermænd er en global vits. Himlen er blå og solen er stærk, jeg er tømmermandsdum og nyder det.

Azul

I weekenden besøgte jeg Lasse i Antigua, og efter adskillige Cuba Libres og et par tequilashots dansede vi på baren i La Sala. I Guatemala lukker alle diskoteker klokken et, hvilket i noget omfang begrænser brandertpotentialet. Alligevel var vi begge hårdt ramt søndag og trængte til en vaskeægte slapper. Vi tog en tuktuk til El Paraiso Azul, et rekreativt område i udkanten af byen. Her var lange grå cementbassiner med klart og køligt vand omkredset af høje bakker grønne af træer under en stor blå himmel. Jeg læste Babettes gæstebud mens Lasse løb op og ned af et bjerg. Så fik vi en øl og en dukkert. Det kalder jeg en søndag.

Jorden rundt

Jeg er på marked i Parque Central, mayaer sælger kunsthåndværk og traditionelt tøj. De sælger også opsamlings-cder med panfløjteversioner af "Theme from Titanic". Jeg er på indisk restaurant og spiser paneer. Jeg får en capuccino på en cafe der spiller tysk popmusik. I endeløse genbrugsbutikker ser jeg aflagt tøj fra USA og kopiprodukter fra Asien. I Walmart overvejer Chi fra Korea om han skal købe kinesiskproducerede hårbånd, og jeg fristes et kort sekund af en æske cookies "Made in Denmark". Rodolfo og Saul følger med i den spanske og italienske liga. Foran butikkerne i de smalle gader spiller PA-anlæg reggaetonudgaver af eurodance-hits. Jeg er 2400 meter over havets overflade i det centralamerikanske højland i en by på størrelse med Århus. Jeg skriver en blog, som ikke rigtigt har en fysisk placering. Det er anderledes at rejse i en globaliseret verden, og det kan være svært at finde "det rigtige Guatemala". Men hvis ikke panfløjteversionen af "Theme from Titanic" er guatemalansk, hvad er så?

Musik

Tirsdag aften tager jeg på El Cuartito, en tolokalers cafe med europæisk indretning. En fyr der hedder Castro til efternavn skal spille, og jeg trænger til en kold øl og levende musik. Der er halvtomt. Jeg sætter mig i det bagerste rum, hvor to australiere spiser aftensmad uden at føre en samtale og en lidt snusket fyr drikker en capuccino. Han viser sig at være Castro, og kort efter griber han guitaren og spiller op. Sangene er melodramatiske og handler om smertende hjerter. Castro har en god sangstemme og et fint greb om den spanske guitar. Jeg går ud fra det er hans egne sange, for han synger dem indfølt, men jeg tager fejl. Halvvejs i sættet ankommer et par i fyrrerne som straks stemmer i og formår at fylde hele lokalet. Særligt manden, kvabset men flot, i hvid skjorte og undertrøje, heftigt gestikulerende til musikkens drama, er charmerende. Fællessangen løfter koncerten og Castros humør. Vi skåler, og jeg bestiller endnu en stor, kold øl. Musik er sgu dejligt.

Politik

Jeg snakker en del politik med Mynor. Vi diskuterer ikke så meget som vi associerer os gennem forskellige emner ud fra historier vi har læst og hørt. Egentlig er det dødssygt at snakke om politik, men ikke med Mynor. Sproget gør samtalen lidt banal, men samtidig er vi lykkeligt fri for ord som diskursanalyse og stemmeprocent. Samtaler jeg har ført til døde på dansk genopstår i det spanske sprog. Omgivelserne aktualiserer emner som katolicisme, fattigdom, globalisering. Mynor er skeptisk over for den udvikling i Xela, som skyldes Walmart og andre Nordamerikanske firmaer. På en måde er økonomisk vækst godt, men udviklingen ledsages af øget ulighed, kriminalitet og uro. Samtidig er det ikke helt klart, hvor Walmarts overskud forsvinder hen. Bliver pengene i Guatemala, eller ender de hos rige gringos? Forleden beskrev Mynor den latinamerikanske narkoindustri som en slags omvendt Walmart. Den afledte økonomiske udvikling er lige så tvivlsom, men her forsvinder pengene ud af USA og ind i Latinamerika. Efter den slags geniale metaforer griner vi og snakker videre.

Straffeattest

For at få råd til sine universitetsstudier arbejder Mynor, ved siden af jobbet på sprogskolen, som skakunderviser. Derfor skal han hvert år fremvise en ren straffeattest for den guatemalanske skakunion i Guatemala City. På det sidste har han været forbi politistationen et par gange uden held. I dag ville han gerne møde tidligt på stationen, og spurgte mig om jeg ville tage med ham i frokostpausen. Den var jeg selvfølgelig med på - en spadseretur får altid tungen på gled, og så lærer jeg noget. Xela centrum er ret kompakt, og stationen lå knap ti minutter fra skolen. Mynor viste mig gennem en stor port ind i et højloftet betonlokale med 30 nummererede plasticstole i rækker. Tidspunktet var heldigt valgt og ikke mange af stolene var optaget. Vi satte os til rette foran en massiv skranke med tre små receptionsruder. De fem forreste stole blev råbt op og modtog attester ved højre rude, så afleverede de fem næste papirer gennem den højre rude, og til sidst rykkede mig og Mynor fem stole frem. Det koster 15 quetzales at få udleveret sin attest, men det er et relativt symbolsk beløb. Mens vi ventede fortalte Mynor mig om en familie, hvis ene søn han underviser i skak. Familiens anden søn er for nylig blevet varetægtsfængslet under mistanke om at have deltaget i voldeligt overfald. I den forbindelse bad den lokale politiansvarlige familien om 8000 quetzales for at forhindre, at sønnen blev gennemtæsket i arresten. De betalte.

Film

I weekenden var jeg i biffen. Den ligger i et overdimensioneret shoppingkompleks i zone 9. Jeg så Jack Ryan: Shadow Recruit, et studie i amerikanske klichéer. Det er trygt og velkendt at gå i biffen med cola og popcorn, og det kan være rart, når man er langt hjemmefra. At filmen og biografen var mindre charmerende opvejedes af, at fremvisningen foregik på film: et fantastisk format med et unikt udseende, som sjældent kan opleves i Danmark. Kulturel udvikling er en sjov størrelse, det er måske mere korrekt at tale om en stadig forandring end en forbedring. Om ti år sælges der næppe cder i Danmark, men der er ingen tvivl om, at lydopløsningen er højere end for de dominerende mp3-filer. Bebop og føljetonromaner er ikke længere populære genrer, men det betyder ikke, at de er dårligere end hiphop og tv-serier. Selvom polyteisme ikke længere er udbredt i Europa, er det nok de færreste der opfatter den græske mytologi som et forstudie til mere raffinerede religioner som kristendom og scientology. Alligevel er der en fælleseuropæisk forestilling om, at vi gennem en målrettet udvikling har nået en tilstand, som resten af verden også bør stræbe efter. At kulturhistorien er lige så logisk opbygget som et karriereforløb i Jysk Sengetøjslager. Når jeg oplever noget i Guatemala, som ikke er som i Danmark, prøver jeg at lade være med at tænke, at det er forkert. Jeg så engang en flippet plakat med teksten: "Other cultures are not failed attempts at being you: they are unique manifestations of the human spirit." Det tror jeg er rigtigt, og jeg er glad for at være et sted, hvor ånden har manifesteret sig som filmruller i den lokale biograf.

Mynor

Min spansklærer hedder Mynor. Han er tæt bygget med et stort hovede, går mig til omkring skuldrene. Hans ansigt er åbent og har noget naivt over sig, noget legende eller barnligt. Vi griner meget. Jeg har let ved grammatikken, så der er plads til at fortælle vitser og snakke frit - den bedste sprogtræning man kan tænke sig. Vi lærer hinanden ret godt at kende, og han overrasker mig tit. En dag snakkede vi om spøgelser, og han tror nok på dem til ikke at frekventere kirkegården om natten. I dag snakkede vi om opdragelse, og han fortalte om manglen på undervisning i emotionel intelligens i skolerne, der fokuserer på rent kognitive evner. For at lære et sprog, skal man øve sig i sætningskonstruktion med forskellige verber, objekter osv. Man skal finde på en masse sætninger, hvis form er vigtigere end deres indhold. Hvad finder jeg på? Pigerne snakker om tøjet. Jeg drikker øl i weekenden. Jeg kan ikke lide at arbejde. Moren lægger barnet til at sove. Hvorfor alle disse kulturelle klicheer? Måske er det en slags fælles underbevidsthed, der kommer til udtryk. I hvert fald griner vi meget, og jeg bliver bedre til spansk.

Blik

Lidt dum har man vel lov at være. I dag drejede jeg til højre og fulgte hovedvejen væk fra centrum. Langs vejen så jeg autoværksteder, genbrugsbutikker og friturestande. Støv, os og blikskure. Guatemala er fattigt, og man skal ikke langt væk fra centrum for at finde fattige mennesker og billige bygninger. Her synes byen at vokse vildt, der er noget desperat over den måde bygningerne spreder sig på, modsat den kontrollerede organisme i det kolonihistoriske centrum. Troede jeg, at Xela var en slags friluftsmuseum? Xela er beskidt, men jeg bor i et pænt kvarter. Folk har jobs og pæne, lave lejligheder. Rom blev ikke bygget på en dag, og jeg så ikke Xela på en firetimers spadseretur. Jeg lever nok en lidt isoleret tilværelse i Xela, lærerne på skolen må vel tilhøre middelklassen, og vi elever er stinkende rige. Jeg er turist, ikke antropolog. Jeg kan altid købe en panamahat og en gin & tonic på en bar i Parque Central.

Fútbol

Det skarpe lys fra projektørerne, betontribuner, publikums brøl: søndag aften på Xela stadion. På en orienterende rundtur har Gaby taget mig med til fodboldkamp. Efter min bedste overbevisning spiller det lokale hold, Xelaju, ikke særligt godt, men de nyder solid opbakning fra tusindvis af xelanere. Der er fyrværkeri, kampråb, beskidte kommentarer og piften. Da Xela endelig scorer kampens eneste mål, er jeg selvfølgelig uopmærksom, men det efterfølgende brøl vækker mig: GOOOOOOOL! Det runger over højttaleranlægget mens fanklubbens bigband starter en fanfare. Jeg råber og klapper med, man kan sgu føle sig så inkluderet på et stadion. Min blårøde sportsjakke er Xelajus farver. Af og til holder tilfældet med en.

Mærkeligt

De der lave automater beregnet på børn, som ofte står i elektronikbutikker, man lægger en tokrone i og drejer rundt, en enkel mekanik knager, og så får man en håndfuld blå og hvide pastiller fra glaskuglen. Dem har de også hernede, jeg så et par ved en elektronikbutik. En lille dreng smed en tokrone i, og i stedet for blåhvide pastiller fik han en håndfuld peanuts. Det så absurd ud, og jeg smilede. I den slags øjeblikke er verden fremmed i det små, og måske fordi det er så overskueligt gør det et stort indtryk. I en butik der solgte musikanlæg og hårde hvidevarer faldt jeg over en reol kun med skrivemaskiner; flotte, velholdte Olivettier. En skøn teknologi, enkel og billig, troværdig i den tætte forbindelse mellem anslag og dokument. Endnu en banal oplevelse, den lille absurditet, det fremmede i al sin overskuelighed. Jeg nyder disse første dage i Guatemala, hvor verden hele tiden gør opmærksom på sig selv, jeg behøver bare se mig omkring.

Xela

Xela er en af de smukkeste byer jeg har set. Den er pittoresk: rodet, antik, organisk, billedskøn. De lave huse er gule, okkerrøde og stengrå med indslag af lyseblå og grøn. Solen står højt og det lodrette lys giver et overfladisk eller kulisseagtigt præg. Gaderne snor sig ikke, men bugter op og ned ad de små bakker. Man kan ikke se langt frem, gaderne fører hele tiden noget nyt med sig. Antigua er UNESCO-beskyttet, og hvis ikke det virkede så tvivlsomt at tvinge et skønhedsideal fra det 19. århundredes Europa ned over guatemalanernes hoveder, ville jeg foreslå en fredning af Xelas bymidte: bevar facadernes falmede farver og malingens sprækker, behold de bølgende brosten, byg aldrig velmenende cykelstier her, lad tiden stå stille i Xela. Her er liv i gaderne, børn der leger og biler og busser der oser, af og til udsigt over tagenes enkle geometri og byen der spreder sig. Vulkaner og grønne bakker danner bagtæppe, himlen er et blåt loft, solen giver alt et gyldent skær. Det er lige før jeg må knibe mig selv i armen, når jeg slentrer. Her vil jeg gå tur hver dag og altid se noget nyt.

Sommerlet

Efter en formiddagslur går jeg en lang tur i min nye by, Xela. Jeg er 2000 meter over havet, egentlig burde den tynde luft holde mig nede, men det modsatte sker: jeg er løftet, jeg er let. Jeg er langt væk fra Danmark, her er himlen dyb og septemberblå så langt øjet rækker. Om natten er det koldt, men om dagen er det varmt og skønt. Det er en lettelse at smide støvlerne for kondisko, at spadsere uden at orientere sig efter vandpytter, uden at miste balancen i sne og sjap. Uden halstørklæde og jakke kan man rigtig flanere så det rimer på dandere. Jeg er sommerlet.

Touchdown

Mit fly er forsinket, og jeg er bange for, om Álvaro stadig er der for at hente mig. Hvis ikke vil jeg booke et værelse på nærmeste hotel, klokken er halv elleve om aftenen og jeg skal ikke tumle rundt i Guatemala City alene. Jeg veksler tyve dollars til quetzales, finder min rygsæk på baggagebåndet. Går ud af de automatiske døre, der siger "NO RE-ENTRY PAST THIS POINT". Jeg befinder mig foran en bred flok med a4-ark, de står bag et hegn. Jeg forsøger at holde øjnene åbne, i Danmark er klokken halv fem nu. Jeg må tæt på for at se navnene på arkene, går sidelæns mens jeg læser. Da jeg ser arket med mit navn, er lettelsen overvældende, jeg smiler bredt til Álvaro og møder ham på den anden side af hegnet. I bilen sover jeg med det samme, vågner foran mit hotel i Antigua. Næste morgen kl. halv seks skal jeg med bussen, jeg kan lige nå en lur. Jeg tager et bad for at vaske lidt lufthavn af mig. Vandet er koldt, selvom jeg har tændt for den varme hane, men det gør mig godt. Til sidst bliver vandet varmt, jeg falder til ro under bruseren. Efter badet ser jeg en lille notits overspejlet: "For hot water please turn tap and wait four minutes". Jeg sætter mit vækkeur og sover øjeblikkeligt.