Destino

I dag fik jeg tidligt fri fra skolen og daskede lidt rundt i formiddagsbyen. Jeg hentede billetter til weekendens jazzkoncert og ledte efter en rød sweater i en genbrugsbutik. I et lyskryds fik jeg øje på Chavi og stak en hilsende hånd i vejret: "Hola!" Chavi er en rund og charmerende fyr fra Barcelona, som lidt ligner en skuespiller. Han er matematiklærer, men er taget til Centralamerika for at skrive en roman om kærlighed. Jeg gjorde ham følge, og over en kop kaffe på El Cuartito gennemgik vi romanens handling, som jeg udsatte for god gammeldags strukturanalyse. Chavi satte pris på min ærlige kritik og mine forslag til forbedringer. Flere gange tog han grinende min hånd og gav udtryk for, at jeg var intet mindre end genial. Jeg mødte Chavi i San Pedro, men vi glemte at udveksle kontaktoplysninger, så det var lidt af et lykketræf at rende ind i hinanden i Xela. Han var ikke sen til at tilskrive tilfældet skæbnen, og jeg var glad for at give ham ret. Således opmuntret gik jeg efter et par timer hjem til mig selv - med skæbnen i ryggen.