Guatemala

I weekenden kom min novia fra hovedstaden på besøg i Xela. Vi var på restaurant og kaffebar, til koncert og en del på hotelværelset. På et tidspunkt så hun alvorligt på mig og sagde: "Jeg håber, du har mange gode minder fra Guatemala, så du har lyst til at komme tilbage." Der er mange, som spørger mig, hvad jeg synes om landet, og om jeg har lyst til besøge Guatemala i fremtiden. Det er følsomme spørgsmål, og der er reelt set kun et høfligt svar: jeg elsker dit land, og selvfølgelig vil jeg tilbage en dag.

Det ved jeg i virkeligheden ikke om jeg vil. Der er mennesker fra hele verden, som forelsker sig i Centralamerika. De vender tilbage igen og igen, og nogle af dem slår sig ned. Jeg har været glad for at være her, men jeg er ikke forelsket i landet. Måske er kærlighed til fremmede lande ligesom alle mulige andre former for kærlighed: the first cut is the deepest. For nogle år siden rejste jeg til Indien, og jeg forelskede mig i det store, umulige, fantastiske land. På en måde står min oplevelse af Guatemala i skyggen af den oplevelse. Indien er kommet til at udgøre en slags referenceramme for mig, og jeg har forstået mange ting her ud fra mine erfaringer i Indien. Hver dag i Guatemala har jeg tænkt på Indien.

Jeg har haft mange gode oplevelser i Guatemala; bjergvandringer, byvandringer, koncerter, fester, dagligdagens trummerum, kys. Jeg har lært en masse om Guatemala, og jeg har set Europa og USA fra et nyt perspektiv. I Danmark var jeg trist ved udsigten til en kold og mørk senvinter, og jeg har været flyvende under Guatemalas stærke sol. Jeg har nydt min ferie. Alligevel tror jeg ikke, at jeg vil savne Guatemala. Ikke som jeg lige nu savner min familie og mine venner i Danmark.

"Hvornår kommer du tilbage?" spørger hun, og jeg kan ikke finde svaret. "Jeg ved det ikke," siger jeg, for det er i hvert fald rigtigt, man ved aldrig hvad der sker. Hun kan nok mærke, at svaret er ærligt, men det er ikke tilfredsstillende. Jeg kommer i tanke om en af mine yndlingsklicheer, den er fra The Commitments og kan bruges, når noget slutter uden en afslutning. Jeg ser hende dybt i øjnene og siger: "De esta manera es una poesía." This way it's poetry.

Tortillas

I guidebøger om Guatemala kan man læse, at hverdagskosten består af tortillas og bønner. Det leder måske tankerne hen på de dér tørre og melede men ret lækre fladbrød man kan købe i Fakta og en stærk, sammenkogt chiliret med store røde bønner. Sådan er det ikke. En stor gul majskolbe med smeltet smør og måske en smule lime eller salt smager drøngodt, men af en eller anden grund, smager majs helt anderledes i tortillaudgaven. Konsistensen er slatten som en karklud, og smagen er doven og leder tankerne hen på vand der har stået stille alt for længe. Bønnerne er brune som brun sovs med løg, og serveres enten kogt eller most. De smager ikke rigtig af noget, og der lader ikke til at være tradition for at krydre maden. Som ekstra tilbehør serveres ofte kogte eller stegte bananer. Konsistensen er grødet og smagen er på en gang sød og anonym. Sjovt nok er der ikke særligt mange europæere, der er helt vilde med guatemalansk mad, men de lokale spiser tortillas, frijoles og platanos morgen, middag og aften. Det er en særegen madkultur, og jeg ved ikke hvordan den hænger sammen med de fantastiske råvarer, man kan købe på de endeløse frugt- og grøntmarkeder. Men bare rolig - der er guacamole!

Destino

I dag fik jeg tidligt fri fra skolen og daskede lidt rundt i formiddagsbyen. Jeg hentede billetter til weekendens jazzkoncert og ledte efter en rød sweater i en genbrugsbutik. I et lyskryds fik jeg øje på Chavi og stak en hilsende hånd i vejret: "Hola!" Chavi er en rund og charmerende fyr fra Barcelona, som lidt ligner en skuespiller. Han er matematiklærer, men er taget til Centralamerika for at skrive en roman om kærlighed. Jeg gjorde ham følge, og over en kop kaffe på El Cuartito gennemgik vi romanens handling, som jeg udsatte for god gammeldags strukturanalyse. Chavi satte pris på min ærlige kritik og mine forslag til forbedringer. Flere gange tog han grinende min hånd og gav udtryk for, at jeg var intet mindre end genial. Jeg mødte Chavi i San Pedro, men vi glemte at udveksle kontaktoplysninger, så det var lidt af et lykketræf at rende ind i hinanden i Xela. Han var ikke sen til at tilskrive tilfældet skæbnen, og jeg var glad for at give ham ret. Således opmuntret gik jeg efter et par timer hjem til mig selv - med skæbnen i ryggen.

Lektor Blomme

Min trejde klasse på pigeskolen er inde i en lidt hård periode, tror jeg. De driller hinanden, og når jeg overtager undervisningen efter spisefrikvarteret, er der tit nogen der græder. Det kræver sit at holde styr på dem, og ærligt talt er jeg ikke vildt godt rustet til det. De andre lærere foreslår, at jeg sender nogle elever uden for døren, men det har jeg ikke lyst til. I dag skulle vi gennemgå følelser på engelsk. Jeg tegnede forskellige ansigter på tavlen og skrev "HAPPY", "SAD", "TIRED" og "ANGRY". Så skulle vi i kor spørge til hinandens humør, men først skulle jeg bruge fem minutter på at få alle til at sidde ned. Til sidst var der kun én uopmærksom pige tilbage, hun sad på gulvet på forreste række og sorterede indholdet i sin skoletaske. "Siéntate por favor!" sagde jeg et par gange, men hun reagerede ikke. De andre elever kunne nok se min magtesløshed, og jeg kunne kun se den lille piges hestehale, der stak op som et håndtag. Som en vits tog jeg fat, og pegede hendes hovede i retning af stolen. De andre elever grinede, det gjorde hun også, så satte hun sig, og så kunne vi begynde. Efter et par minutter begyndte hun så alligevel at mukke, og til sidst sad hun og græd. Hvad gør man så? Hjælpelærerne spurgte hvad der var sket, jeg fortalte at jeg havde hevet hende i håret, og de lo begge to. Så gik hun uden for døren med en lærer for at snakke lidt. Jeg gennemførte undervisningen, noget varm i kinderne og fuld af tanker om at møde på rektors kontor for at modtage en bortvisning.

San Pedro

Længe har jeg været lidt træt af de andre elever på skolen, og jeg har savnet en god samtalepartner. Stor var derfor lykken, da Birgitta fra København og Susie fra Australien ankom for et par uger siden. De er nemlig søde og sjove, og vi swinger som en jazztrio. I weekenden var vi på skoletur til San Pedro, en lille by ved den berømte Atitlan-sø, om hvilken Stendhal skrev noget i stil med, at søen i sig selv er utroligt smuk, og at de omgivende vulkaner gør stedet urimeligt smukt. Efter fælles morgenmad stak Birgitta, Susie og jeg af og nød to dage for os selv. Vi red på heste, sejlede i kajakker, tog på restauranter og drak gin og tonics. Nu har jeg ondt i ryg og baller efter galloppen, mine ben er brankede af kajaksolen, og mit hoved er mærket af drinks. Til gengæld er humøret højt, for jeg har mødt to bundsolide rejsepartnere.

Bange

Af en eller anden grund havde jeg ikke overvejet sikkerhedssituationen, før jeg tog til Guatemala. Nu jeg er her, fylder det en del. De lokale kan mange historier om vold og overfald, og de turistbaserede virksomheder lider under Guatemalas dårlige rygte. Flere lærere har opfordret mig til at forklare danskerne, at man godt kan være tryg i Guatemala, for skolen mangler elever. Lasse har foreslået, at jeg tager en taxa efter ti, i stedet for at rende rundt i mørke, tomme gader. Det koster femten kroner, så det gør jeg som det mest indlysende i verden. Blandt de andre turister er der mere delte meninger, og jeg oplever, at nogle gør en dyd ud af ikke at lade sig mærke af faren. Når vi diskuterer det, ender jeg let med at lyde som en en lidt frygtsom og overansvarlig type. Egentlig er det jo også rigtigt, at man ikke får noget ud af at være bange. Til gengæld holder jeg fast på, at det er fint at opføre sig, som om man var.

Lærer

Jeg har undervist engelsk i godt en uge, og for at sige det på konsulentdansk er det en stor udfordring. Jeg underviser i to tredjeklasser og en femte, børn i deres bedste alder med et imponerende og svært håndterligt energioverskud. Ikke overraskende er skolekulturen lidt anderledes i Guatemala. På den ene side kan jeg mærke, at børnene helst vil løbe rundt og lege. På den anden side virker det som om stillesiddende og inaktiv tavleundervisning, er den undervisningsform de er mest trygge ved. I Danmark er det for tiden et videnskabeligt faktum, at elever skal tage initiativ, ansvar og ejerskab for at lære noget - helst gennem selvstændigt gruppearbejde. Første gang jeg forsøgte at introducere en samtaleøvelse i par, oplevede jeg, at ideen var næsten uforståeligt eksotisk for eleverne. Alligevel prøver jeg igen og igen at facilitere gruppearbejde, men overgangen fra tavle til grupper er svær og kræver, at jeg konstant er over eleverne. Af og til lykkes det, og så er jeg flyvende. Fælles aktiviteter fungerer bedre, og vi synger, gætter og tegner en del. Eleverne er søde og sjove, og taknemmelige for den korte periode jeg er her. Da dagens hektiske time sluttede, og en vis ro faldt over eleverne, sagde jeg farvel. En sagte pigestemme lød fra enden af lokalet: "Gracias por enseñarnos inglés" - tak for at du lærer os engelsk.