Film

I weekenden var jeg i biffen. Den ligger i et overdimensioneret shoppingkompleks i zone 9. Jeg så Jack Ryan: Shadow Recruit, et studie i amerikanske klichéer. Det er trygt og velkendt at gå i biffen med cola og popcorn, og det kan være rart, når man er langt hjemmefra. At filmen og biografen var mindre charmerende opvejedes af, at fremvisningen foregik på film: et fantastisk format med et unikt udseende, som sjældent kan opleves i Danmark. Kulturel udvikling er en sjov størrelse, det er måske mere korrekt at tale om en stadig forandring end en forbedring. Om ti år sælges der næppe cder i Danmark, men der er ingen tvivl om, at lydopløsningen er højere end for de dominerende mp3-filer. Bebop og føljetonromaner er ikke længere populære genrer, men det betyder ikke, at de er dårligere end hiphop og tv-serier. Selvom polyteisme ikke længere er udbredt i Europa, er det nok de færreste der opfatter den græske mytologi som et forstudie til mere raffinerede religioner som kristendom og scientology. Alligevel er der en fælleseuropæisk forestilling om, at vi gennem en målrettet udvikling har nået en tilstand, som resten af verden også bør stræbe efter. At kulturhistorien er lige så logisk opbygget som et karriereforløb i Jysk Sengetøjslager. Når jeg oplever noget i Guatemala, som ikke er som i Danmark, prøver jeg at lade være med at tænke, at det er forkert. Jeg så engang en flippet plakat med teksten: "Other cultures are not failed attempts at being you: they are unique manifestations of the human spirit." Det tror jeg er rigtigt, og jeg er glad for at være et sted, hvor ånden har manifesteret sig som filmruller i den lokale biograf.