Musik

Tirsdag aften tager jeg på El Cuartito, en tolokalers cafe med europæisk indretning. En fyr der hedder Castro til efternavn skal spille, og jeg trænger til en kold øl og levende musik. Der er halvtomt. Jeg sætter mig i det bagerste rum, hvor to australiere spiser aftensmad uden at føre en samtale og en lidt snusket fyr drikker en capuccino. Han viser sig at være Castro, og kort efter griber han guitaren og spiller op. Sangene er melodramatiske og handler om smertende hjerter. Castro har en god sangstemme og et fint greb om den spanske guitar. Jeg går ud fra det er hans egne sange, for han synger dem indfølt, men jeg tager fejl. Halvvejs i sættet ankommer et par i fyrrerne som straks stemmer i og formår at fylde hele lokalet. Særligt manden, kvabset men flot, i hvid skjorte og undertrøje, heftigt gestikulerende til musikkens drama, er charmerende. Fællessangen løfter koncerten og Castros humør. Vi skåler, og jeg bestiller endnu en stor, kold øl. Musik er sgu dejligt.