Xela

Xela er en af de smukkeste byer jeg har set. Den er pittoresk: rodet, antik, organisk, billedskøn. De lave huse er gule, okkerrøde og stengrå med indslag af lyseblå og grøn. Solen står højt og det lodrette lys giver et overfladisk eller kulisseagtigt præg. Gaderne snor sig ikke, men bugter op og ned ad de små bakker. Man kan ikke se langt frem, gaderne fører hele tiden noget nyt med sig. Antigua er UNESCO-beskyttet, og hvis ikke det virkede så tvivlsomt at tvinge et skønhedsideal fra det 19. århundredes Europa ned over guatemalanernes hoveder, ville jeg foreslå en fredning af Xelas bymidte: bevar facadernes falmede farver og malingens sprækker, behold de bølgende brosten, byg aldrig velmenende cykelstier her, lad tiden stå stille i Xela. Her er liv i gaderne, børn der leger og biler og busser der oser, af og til udsigt over tagenes enkle geometri og byen der spreder sig. Vulkaner og grønne bakker danner bagtæppe, himlen er et blåt loft, solen giver alt et gyldent skær. Det er lige før jeg må knibe mig selv i armen, når jeg slentrer. Her vil jeg gå tur hver dag og altid se noget nyt.