Mynor

Min spansklærer hedder Mynor. Han er tæt bygget med et stort hovede, går mig til omkring skuldrene. Hans ansigt er åbent og har noget naivt over sig, noget legende eller barnligt. Vi griner meget. Jeg har let ved grammatikken, så der er plads til at fortælle vitser og snakke frit - den bedste sprogtræning man kan tænke sig. Vi lærer hinanden ret godt at kende, og han overrasker mig tit. En dag snakkede vi om spøgelser, og han tror nok på dem til ikke at frekventere kirkegården om natten. I dag snakkede vi om opdragelse, og han fortalte om manglen på undervisning i emotionel intelligens i skolerne, der fokuserer på rent kognitive evner. For at lære et sprog, skal man øve sig i sætningskonstruktion med forskellige verber, objekter osv. Man skal finde på en masse sætninger, hvis form er vigtigere end deres indhold. Hvad finder jeg på? Pigerne snakker om tøjet. Jeg drikker øl i weekenden. Jeg kan ikke lide at arbejde. Moren lægger barnet til at sove. Hvorfor alle disse kulturelle klicheer? Måske er det en slags fælles underbevidsthed, der kommer til udtryk. I hvert fald griner vi meget, og jeg bliver bedre til spansk.